mandag den 17. maj 2010

15. Værktitel og titelsekvens

”Tivoli Night – frække forlystelser på SexTV.dk” er ikke et firmanavn eller et varemærke, men en værktitel på en tv-programflade, hvor den har optrådt i en såkaldt titelsekvens.

Ligesom eksempelvis en novellesamling, et kompilationsalbum (opsamlings-lp/cd), en revyforestilling eller en antologifilm er programfladen ”Tivoli Night – frække forlystelser på SexTV.dk” en kombination af flere individuelle værker, som her er samlet, tilrettelagt og præsenteret under en fælles titel i en samlende form, der udgør et overordnet værk.

Titelsekvensen for ”Tivoli Night – frække forlystelser på SexTV.dk” har udelukkende været brugt som en visuel præsentation af programfladens titel, a la titelbladet i en roman eller forteksterne i en biograffilm, og kan således defineres både som et selvstændigt kunstnerisk værk og som del af et overordnet værk.

En titelsekvens i eksempelvis en film eller et tv-program er den sekvens, der præsenterer filmens eller tv-programmets titel. I det aktuelle tilfælde er titelsekvensen den sekvens, der viser tv-programfladens titel, altså titlen ”Tivoli Night – frække forlystelser på SexTV.dk”.

Det Danske Filminstituts tidsskrift Film nr. 30 fra 2003 (der kan downloades her), indeholder en række artikler om titelsekvenser. Det fremgår klart, at titelsekvenser betragtes som kunstneriske værker.

Eksempelvis skriver filmanmelderen Morten Piil i artiklen ”En poetisk intro”:

”En god titelsekvens skal have et musikalsk løft og skabe en poetisk intro til filmens tema og stil. En god titelsekvens kan suggerere, hvad en film kommer til at handle om. Altså uden at være tydeliggørende anslå atmosfære og tonefald, så appetitten vækkes og sanserne skærpes.”


Det er præcis, hvad Innocent Pictures har efterstræbt med titelsekvensen til ”Tivoli Night – frække forlystelser på SexTV.dk”.

I kraft af at være et kunstnerisk værk er titelsekvensen for ”Tivoli Night – frække forlystelser på SexTV.dk” beskyttet af de samme regler for ytringsfrihed som andre kunstneriske værker.

Tivoli A/S’ angreb på retten til at bruge det generiske ord ”tivoli” i en værktitel og lege kreativt med ordets bogstavelige og metaforiske betydninger i den tilhørende titelsekvens er derfor ikke blot et angreb på ytringsfriheden men et groft angreb på basale kunstneriske rettigheder.

Læs om tivoliforlystelser som erotisk metafor her!