Sagen om værktitlen ”Tivoli Night – frække forlystelser på SexTV.dk” startede i 2007, da Tivoli A/S over for Innocent Pictures i aggressive vendinger hævdede at have varemærkeret til ordmærket TIVOLI, hvorfor ordet ”tivoli” m.v. angiveligt ikke måtte bruges i titlen på et tv-program.
Dette kom som noget af en overraskelse. Tivoli A/S kan da ikke have ret til ordet ”tivoli” som varemærke for forlystelser, og slet ikke i forbindelse med en værktitel?! Men som de rare og fredelige mennesker, vi er, foreslog Innocent Pictures straks et forlig. Faktisk har vi efterhånden foreslået Tivoli A/S så mange forlig, at jeg ikke længere har tal på det.
Denne sag kunne have endt lynhurtigt uden noget som helst tab for Tivoli A/S.
Alle muligheder for en fredelig løsning er dog blevet afvist af Tivoli A/S, som utrætteligt, aggressivt og uforsonligt er gået efter struben, har slæbt enhver tænkelig person i retten og har langet ud med astronomiske, grådige erstatningskrav. Derved har Tivoli A/S tvunget Innocent Pictures til at forsvare sig, ligesom jeg personligt har følt mig presset til at skrive om sagen i denne blog.
Man får nemt det indtryk, at Tivoli A/S ønsker et bad ass-image a la virksomheder som Walt Disney Company og McDonald's Corporation, der i manges opfattelse for længst har solgt sine sjæle på kommercialismens alter. I alt fald er Tivoli A/S i den grad ikke et selskab, der ønsker fredelige løsninger. Tivoli A/S ønsker bare at udtvære sine modstandere. Og stoler åbenbart blindt på, at de danske domstole vil give dem ret i enhver henseende.
---o0o---
Undervejs i denne sag har en del mennesker spurgt mig, om Tivoli-folkene er blevet ramt af storhedsvanvid og har mistet ethvert fornemmelse for, hvordan man bør opføre sig i forhold til almene samfundsinteresser. Dertil må jeg svare ja og nej.
Jeg har ganske vist ikke den store sympati for aktionærerne bag Tivoli A/S, idet jeg opfatter tobaksgrossister omtrent på linje med våbenfabrikanter. Mennesker, der lever af at ødelægge andre menneskers helbred og/eller liv, er ikke min kop te. Derimod har jeg stadig stor sympati for de ansatte i Københavns Tivoli. Det er næppe deres skyld, at deres arbejdsplads har udviklet sig, som tilfældet er.
Problemerne med Tivoli A/S afspejler en generel problematik vedrørende aktieselskaber og tilsvarende virksomhedstyper, der ene og alene er designet som pengemaskiner for en gruppe aktionærer, som ikke personligt hæfter eller behøver føle ansvar for, hvad virksomheden foretager sig. Administrationen af sådanne virksomheder varetages af en ledelse, hvis eneste opgave er inden for lovens ramme at sikre en fortsat strøm af penge til aktionærerne. Og som faktisk forsømmer deres forpligtelser, hvis de ikke leder virksomheden med pengestrømmen til aktionærerne som deres primære, altoverskyggende mål.
---o0o---
Problemet med sådanne virksomheder beskrives af Joel Bakan i bogen “The Corporation: The Pathological Pursuit of Profit and Power” (Free Press, USA 2004), skrevet i forbindelse med den prisbelønnede dokumentarfilm “The Corporation” (2003), der er instrueret af Mark Achbar og Jennifer Abbott efter manuskript af Joel Bakan.
Joel Bakan mener helt grundlæggende, at:
“The corporation too is all about creating wealth, and it is a highly effective vehicle for doing so. No internal limits, whether moral, ethical, or legal, limit what or whom corporations can exploit to create wealth for themselves and their owners.” (“The Corporation”, side 111)
I bogen beskriver Joel Bakan, hvordan man kan sammenligne et aktieselskabs personlighed med et menneskes personlighed. Hvilket fører til det ubehagelige resultat, at uanset hvor mange forsøg ledelsen gør på at skabe en sympatisk firmaprofil, lider aktieselskaber helt grundlæggende af en form for psykopati:
“Business leaders today say their companies care about more than profit and loss, that they feel responsible to society as a whole, not just to their shareholders. Corporate social responsibility is their new creed, a self-conscious corrective to earlier greed-inspired visions of the corporation. Despite this shift, the corporation itself has not changed. It remains, as it was at the time of its origin as a modern business institution in the middle of the nineteenth century, a legally designated “person” designed to valorize self-interest and invalidate moral concern. Most people would find its “personality” abhorrent, even psychopathic, in a human being, yet curiously we accept it in society’s most powerful institution.” (“The Corporation”, side 28)
Her er de egenskaber, som Joel Bakan (med bistand fra dr. Robert Hare, psykologiprofessor ved University of British Columbia og konsulent for FBI) i ”The Corporation” lægger til grund for, at aktieselskaber kan opfattes som psykopatiske:
“Unlike the human beings who inhabit it, the corporation is singularly self-interested and unable to feel genuine concern for others in any context. Not surprisingly then, when we asked Dr. Hare to apply his diagnostic checklist of psychopathic traits (italicized below) to the corporation’s institutional character, he found there was a close match. The corporation is irresponsible, Dr. Hare said, because “in an attempt to satisfy the corporate goal, everybody else is put in risk.” Corporations try to “manipulate everything, including public opinion,” and they are grandiose, always insisting “that we’re number one, we’re the best.” A lack of empathy and asocial tendencies are also key characteristics of the corporation, says Hare -- “their behavior indicates they don’t really concern themselves with their victims”; and corporations often refuse to accept responsibility for their own actions and are unable to feel remorse: “if [corporations] get caught [breaking the law], they pay big fines and they … continue doing what they did before anyway. And in fact in many cases the fines and the penalties paid by the organization are trivial compared to the profits they rake in.” Finally, according to Dr. Hare, corporations relate to others superficially -- “their whole goal is to present themselves to the public in a way that is appealing to the public [but] in fact may not be representative of what th[e] organization is really like.” Human psychopaths are notorious for their ability to use charm as a mask to hide their dangerously self-obsessed personalities. For corporations, social responsibility may play the same role. Through it they can present themselves as compassionate and concerned about others when, in fact, they lack the ability to care about anyone or anything but themselves.” (“The Corporation”, side 56)
Nu er jeg ikke psykolog, så jeg kan naturligvis ikke med sikkerhed diagnosticere, hvorvidt også Tivoli A/S er en virksomhed, der udviser tegn på psykopati. Men her er mine tanker om sagen:
Ved sit forsøg på at opnå stort set alle erhvervsmæssige rettigheder til ordet “tivoli” har Tivoli A/S udvist manglende respekt for almenvellet (jf. ”asocial tendencies”), mens virksomhedens påstand om, at TIVOLI er et ”verdensmærke”, og at beskyttelsen derfor skulle dække alle varer og tjenesteydelser, kan ligne en form for storhedsvanvid (jf. ”grandiose”).
Ydermere forsøger Tivoli A/S, som åbenlyst satser på rockkoncerter og salg af alkohol til unge, at fremstå som et sympatisk børneunivers (jf. ”manipulate”; ”superficially”), samtidigt med at virksomhedens sammenblanding af børne- og voksenuniverser antyder en dyb mangel på almindelig menneskelig ansvarsfølelse og omsorg (jf. ”irresponsible”; ”unable to feel remorse”).
Endelig har virksomheden i sit uforsonlige, nidkære og langtrukne angreb på Innocent Pictures, et lillebitte topersoners selskab, der aldrig har gjort en flue fortræd, demonstreret en basal mangel på medfølelse (jf. ”a lack of empathy”) og et ønske om krig frem for fred.
Alle de træk, der ifølge dr. Robert Hare karakteriserer en psykopatisk personlighed, synes altså at være til stede hos Tivoli A/S. Så man kan antageligt godt sige, at Tivoli A/S udviser en adfærd, der svarer til, hvad Joel Bakan og Robert Hare siger om aktieselskaber og psykopati.
---o0o---
Joel Bakan skriver i “The Corporation”:
“As a psychopathic creature, the corporation can neither recognize nor act upon moral reasons to refrain from harming others. Nothing in its legal makeup limits what it can do to others in pursuit of its selfish ends, and it is compelled to cause harm when the benefits of doing so outweigh the costs. Only pragmatic concern for its own interests and the laws of the land constrain the corporation’s predatory instincts, and often that is not enough to stop it from destroying lives, damaging communities, and endangering the planet as a whole.“ (“The Corporation”, side 60)
Man kan vel næppe påstå, at Tivoli A/S har truet planeten som helhed, dertil er virksomheden trods alt for lille. Men skal man tro foreningen Tivolis Venner, har Tivoli A/S i alt fald truet København, både i form af planlagte byggeprojekter, som i voldsom grad ville have skadet Københavns centrum, og i form af en smagløs kommercialisering og udvanding af de historiske og kulturelle værdier i selskabets forlystelsespark, som tidligere var en pryd for hovedstaden.
At aktieselskaber kan komme så langt ud, skyldes ifølge Joel Bakan i bogen ”The Corporation”, at de mennesker, der træffer beslutningerne, ikke er juridisk ansvarlige. Loven opfatter selve virksomheden som en juridisk ansvarlig person, så selv i meget grove tilfælde af skadelig psykopatisk adfærd behøver ledelsen sjældent at stå personligt til ansvar:
“The corporation’s unique structure is largely to blame for the fact that illegalities are endemic in the corporate world. By design, the corporate form generally protects the human beings who own and run corporations from legal liability, leaving the corporation, a “person” with a psychopathic contempt for legal constraints, the main target of criminal prosecution. Shareholders cannot be held liable for the crime committed by corporations because of limited liability, the sole purpose of which is to shield them from legal responsibility for corporations’ actions. Directors are traditionally protected by the fact that they have no direct involvement with decisions that may lead to a corporation’s committing a crime. Executives are protected by the law’s unwillingness to find them liable for their companies’ illegal actions unless they can be proven to have been “directing minds” behind those actions. Such proof is difficult if not impossible to produce in most cases, because corporate decisions normally result from numerous and diffuse individuals’ input, and because courts tend to attribute conduct to the corporate “person” rather than to the actual people who run the corporations.” (“The Corporation”, side 79)
Den grundlæggende struktur i aktieselskaber driver ligefrem sådanne selskaber mod at omgå loven, mener Joel Bakan:
“The irony in all this is that the corporate’s mandate to pursue its own self-interest, itself a product of the law, actually propels corporations to break the law. No corporation is exempt from this built-in logic, not even those that claim they are socially responsible”. (“The Corporation”, side 80)
Ovenstående kan måske forklare, at Tivoli A/S tilsyneladende har negligeret de helt grundlæggende principper for, hvilke ord, der ifølge dansk lov kan registreres som varemærker.
Dertil kommer det mærkværdige forhold, at Tivoli A/S angriber Innocent Pictures for brug af ordet ”tivoli” i en værktitel, og sågar har vundet en sejr ved Sø- og Handelsretten, skønt der både i Danmark og internationalt er bred tradition for brug af både almindelige ord og varemærkebeskyttede ord i værktitler.
Joel Bakan skriver:
“As institutional psychopaths, corporations are wont to remove obstacles that get in their way. Regulations that limit their freedom to exploit people and the natural environment are such obstacles, and corporations have fought, with considerable success over the last twenty years, to remove them. Through lobbying, political contributions, and sophisticated public relations campaigns, they and their leaders have turned the political system and much public opinion against regulation. The law’s ability to protect people and the environment from corporate harm has suffered as a result.” (“The Corporation”, side 85)
De områder, der er sårbare for angreb fra aktieselskaber, omfatter antageligt også ytringsfriheden, der må siges at være af stor betydning for almenvellet. At angribe retten til at bruge bestemte ord i en værktitel er eksempelvis et groft angreb på ytringsfriheden.
Joel Bakan fortsætter:
“Though often accused of corrupting democracy with their money and influence, corporations have little choice but to seek influence when that is necessary for protecting and promoting their interests. Because regulations reduce profitability, strategies to remove them make good business sense. The executive who, out of principled concern for the integrity of the democratic process, refuses to be involved in political influence, fails his or her shareholders, as well as the corporations legal mandate to promote its best interest. The job of corporate executive is not to protect democracy but to manage its uncertainties and avoid the obstacles it presents.” (“The Corporation”, side 101)
Det er således essentielt for aktieselskabers ledere at overtale myndighederne til at iværksætte lovændringer, der skader almenvellet men gavner den pågældende virksomhed. Store, kommercielle firmaer har råd til den form for hensynsløst, egennyttigt lobbyarbejde. Og især aktieselskaber skammer sig ikke over at bruge den form for metoder, skriver Joel Bakan.
I den forbindelse er det i nogen grad bekymrende, at Tivoli A/S’ administrerende direktør, Lars Liebst, er medlem af et omfattende politisk netværk. I 2003 udnævnte kulturminister Brian Mikkelsen ham til formand for Kunstrådet, og i 2007 blev han udnævnt til formand for TV2's bestyrelse. Hvor langt rækker en sådan indflydelse, når et lille firmas ytringsfrihed skal knækkes til fordel for et stort aktieselskabs økonomiske interesser?
---o0o---
At et aktieselskab ønsker at eje og kontrollere fænomener, der normalt tilhører almenheden, hører til den adfærd, man må forvente af en sådan virksomhedstype, skriver Joel Bakan, der opsummerer problemet således:
“Through a process known as privatization, governments have capitulated and handed over to corporations control of institutions once thought to be inherently “public” in nature. No part of the public sphere has been immune to the infiltration of for-profit corporations. Water and power utilities, police, fire and emergency services, day care centers, welfare services, Social Security, colleges and universities, research, prisons, airports, health care, genes, broadcasting, the electromagnetic spectrum, public parks, and highways have all, depending on the jurisdiction, undergone, or are being considered for, full or partial privatization.” (“The Corporation”, side 113)
Ligeledes kan vi i dag konstatere, at Tivoli A/S forsøger at kuppe sig til kontrol over sproglige forhold, som ellers altid har hørt til normal dansk sprogbrug, og fortsat må betragtes som helt essentielle for almenvellet.
Derunder metaforisk brug af generiske ord i en værktitel.
---o0o---
I lyset af ovenstående giver det dyb og urovækkende mening, at Tivoli A/S i 2010 har markedsført sig med billedet af en satanisk Pjerrot, der smiler triumferende ud til det danske folk.
Joel Bakan understreger dog i “The Corporation”, at aktieselskabers psykopati ikke skyldes virksomhedernes ansatte.
Tilsvarende må man sige, at problemet med Tivoli A/S ligger i selve virksomhedens struktur. Det er ikke rimeligt at bebrejde de mange utvivlsomt søde og dejlige mennesker, der arbejder som billetkontrollører osv. i Københavns Tivoli.
Det er ifølge Joel Bakan ikke de ansatte i et aktieselskab men selve virksomheden, altså i dette tilfælde Tivoli A/S, der helt grundlæggende lider af en form for psykopati og derfor i egen interesse helt uden samvittighedsnag kan gøre stor skade på samfundet.
Hvis ikke myndighederne vågner op og forhindrer det.
Siden ovenstående blev skrevet, har Højesteret fældet dom i sagen, og uden kommentarer stadfæstet dommen fra Sø- og Handelsretten. Læs en erklæring om dommen her!
